Du er her: Technucation Begreber og fokusområder Skills Labs

Skills Labs

Skills Labs som læringsrum

Skills Lab er et læringsrum, der omfatter både træning af enkeltfærdigheder til computerbaseret læring og store ’set up’ kaldet simuleringer, hvor man arbejder med ofte meget avanceret teknologi og samtidig forsøger man at indrette de omgivelser man er i, så de ligner ’virkeligheden’. Eksempelvis at bygge en stue op, der ligner en stue på en regulær skadestue og så benytte denne til at træne i behandling af traumer.

Læringsformen stammer historisk fra flyindustrien og uddannelse af piloter, herfra bevægede det sig ind i lægeuddannelserne. Også i Danmark, hvor man for 20 år siden på Herlev Hospital etablerede uddannelsestilbud baseret på simulation til læger og sygeplejersker, hvilket førte frem til dannelsen af Dansk Institut for Medicinsk Simulation (DIMS) i 2001. Indenfor de sidste 10 år er simulationstræning i Skills Labs så også begyndt indbefatte sygeplejersker. Selvom det endnu ikke er en obligatorisk del af sygeplejeuddannelsen, så bliver det stadig flere steder en del af uddannelse og efteruddannelse af sygeplejersker.

Ann Katrine Soffer forsker i Skills Labs, som ph.d.-studerende ved DPU, AU, og Jeanette Wassar Kirk har igennem de sidste 10 år arbejdet med uddannelse og udvikling og er ansvarlig et Skills Lab på Hvidovre Hospital. Begge er tilknyttet forskningsprojektet Technucation. I interviewet fortæller de om, hvad der kendetegner Skills Labs som et ’3. læringsrum’ med styrker og svagheder, og hvad der også viser sig når sygeplejestuderende prøves af i en ’simuleret virkelighed’.

Det særlige ved Skills Labs

Hvad er det særlige ved Skills Labs? Hvad kan det give som eksempelvis almindelig tavleundervisning ikke kan?

Jeanette Wassar Kirk: Efter min erfaring er det ikke mindst troværdighedsoplevelsen. Den giver en styrkelse både af folks tro og kunnen. Der er en kombination af at have et læringsrum med ’handletvang’ og et læringsrum med muligheden systematisk refleksion i den efterfølgende debriefing over, hvad det egentlig var der skete og hvorfor. Og afhængig af hvordan man bruger det rum, så kan man se rent læringskurve-mæssigt, at deltagerne performer bedre og bedre. I Skills Lab på Hvidovre Hospital, har vi arbejdet en del med at medtænke Kolbs læringscirkel ind i træningerne. Forstået således, at vi arbejder med at deltagerne får en oplevelse og så går vi ind og reflekterer over den, kobler noget teori og empiri på, og så går vi ind og gentager træningen. I løbet af en træningsdag kan man se, at folk de bliver dygtigere og dygtigere. Det er der mange årsager til, det ved jeg godt, noget af det er afkodning og erfaring, ved at nu har man været i rummet og alt det her, men de bliver dygtigere til at løse opgaverne.
For mange skabes assimilativ læring i det undervejs, men ofte kan vi se, at der i løbet af sådan en dag sker ”nogle brud” - en form for akkomadativ læring. Noget af det deltagerne evaluerer positivt på, er særlig det forhold, at deltagerne får mulighed for tværprofessionelt at træne sammen. Som det danske sundhedsvæsen er skruet sammen, så går mange sundhedsprofessionelle ofte alene i deres daglige arbejde. Læger går alene og sygeplejersker går alene, men i Skills Lab er der rum og tid til fælles refleksion. Det er også en enorm stor udfordring for dem, det skal vi ikke glemme, særlig når man er færdiguddannet. Vi oplever, at det er en væsentlig større udfordring at være i en simulator når man er færdiguddannet end når man er studerende. Der er nogle der blokerer fuldstændigt – men størstedelen de flytter sig. Nogle mere end andre.
Det de sygeplejestuderende selv siger, er det her med, ’at på mandag så står jeg med nålen og så er det sådan her det er’. Selv om det er et ’set up’, så er dét jo sådan langt hen af vejen. Uanet om det er en færdighed man træner eller om det er det her med at samarbejde og stå i en situation, hvor sygeplejersken både skal kunne holde i hånd og snakke med patienten, men samtidig også lige kunne samarbejde med lægen, som ordinerer en række handlinger. Det giver dem jo virkelig sådan en front up: ’Det er faktisk det her, som er målet’. Det synes jeg rummet er rigtig godt til.

Forløbet af en simulationsdag

Prøv lige at beskrive forløbet af sådan en simulationsdag

Jeanette Wassar Kirk: Det er rigtig forskelligt, hvordan en simulationsdag forløber. Når læringsmålene er rettet mod samarbejde og kommunikation, som det ofte er hos os, så er det som regel 8 timer. Deltagerne møder ind om morgenen, får nogle korte oplæg, som handler om, hvad det er, de skal i gang med. Nogle gange har vi et fagligt oplæg på, og ofte vil vi også gerne have dem til at arbejde med en særlig algoritme, fx ABCDE, som man træner – det er en særlig måde at gennemgå patienterne på – og så gennemgår vi den. Hvis nu det er traumer, så får de noget undervisning i traumatologi, men hele tiden prøver vi at gøre det kort. Vi giver dem et oplæg og sender dem ud og træner, vel vidende at der er noget teori, de måske ikke har fået, men ofte har de en masse erfaring som de kan bruge. Så kommer vi ind og reflekterer over det, og så kobler vi lidt mere på. Vi prøver hele tiden at lave en vekselvirkning mellem det skolastiske rum og det mere træningsorienterede rum. Og så træner man, de-briefer og så nyt scenarie. Træning, debriefing, nyt scenarie. Ofte er deltagerne delt op i grupper. Vi har to stuer, hvilket gør at vi kan køre to hold, og der er så tilknyttet facilitatorer og indspillere til træningerne. Vi når som regel 4 scenarier, men det er lidt afhængig af hvad der sker. For selv om vi prøver at overholde en tidsplan, så kan der ske noget i træningsrummet, som det er vigtigt, vi får talt om. Vi kan ikke bare sende folk hjem, hvis de har lavet alvorlige fejl, så er vi simpelthen nødt til at få snakket med dem om, hvad det er, de gør galt. Det er også en af fordelene ved simulationsrummet – nemlig at det er tilladt at fejle.

Ann Katrine Soffer: Det jeg indtil videre har fulgt på sygeplejeuddannelsen på Metropol har været på de studerendes 1. semester i uddannelsen, så det er helt nede på jorden, hvor vi træner helt basale ting som vejrtrækning, blodtryk osv. Helt basale kliniske færdigheder. Det at lytte til en vejrtrækning, det lyder jo simpelt, men det er enormt teoribearbejdende for de studerende at stå med det på denne her måde. Mere end det er færdighedstræning, så er det faktisk teoribearbejdende. Så der skal være rigtig meget tid til refleksion og diskussion bagefter, eller integreret ind i det man laver skal der være tid til, at man kan standse op og tale om, hvad det er man gør og hvorfor man gør det. Hvad er det, der sker?
Når de studerende kommer ud i praktikken, så er det rigtige patienter af kød og blod, men fokus er også på patienten. Især den første praktik er enormt grænseoverskridende på mange måder med intimitet, sorg, død og sygdom, og for overhovedet at komme igennem hele denne her oplevelse, så er man nødt til at kaste sit blik og sit fokus på patienten. Men inde i Skills Lab, der får de studerende også lov til at reflektere over sig selv som professionelle og som sygeplejersker og det kan godt være et enormt følelsesladet rum. Det synes jeg er interessant, at det giver plads til, at man kan gøre sig nogle af de her lidt mere følelsesmæssige refleksioner, som der ikke altid er overskud til ude i praktikken. Det tror jeg er svært målbart – men meget vigtigt.

Jeanette Wassar Kirk: Der hvor man jo også i forhold til evidens jo åbner for hele ’black box’, det er jo hele transformationsdelen - transformering af læring. For ofte foregår simulering i en anden setting, det foregår i en enhed eller på en professionshøjskole. Spørgsmålet er, om det er muligt at overføre det de sundhedsprofessionelle lærer i simulationsrummet, til deres kliniske hverdag? Over de sidste par år, er vi begyndt at arbejde ’in situ’. Altså gå op i afdelingen og træne – når det er muligt. For det vi kan se er, at det øger igen læringsværdien for de sundhedsprofessionelle når vi træner i deres egen afdeling. Det får en hel anden kontekstuelog organisatorisk læring. F.eks. var vi oppe og træne i børneafdelingen og de valgte så at arrangere det sådan, at vi over et år skulle træne, så en gang om måneden fik vi lov til at låne afdelingens ene akut-modtagestue, og der trænede vi så med al personalet. De fandt så lynhurtigt ud af, at de skulle have nye strukturer, det vil altså sige, at afdelingens procedurer blev ændret så den blev mere hensigtsmæssig ved modtagelse af akutte syge børn. Dette i form af mere klart definerede opgaver, deres skabe blev omorganiseret osv. Sådan nogle organisationsændringer er rigtig svære at få med, når man står i en setting ovre i udviklingsafdelingen, selv om der er opbygget en stue, så den næsten ligner, for det gør den jo ikke helt alligevel. Skabene er ikke til højre, computeren står ikke til venstre, så autentisk kan vi ikke opbygge det lige meget hvad. Der får de noget rent organisatorisk helt andet med, ved at gøre det derude. Det er i hvert fald det vi har arbejdet hen mod de sidste to år. Vi vil gøre alt hvad vi kan for at komme derud for at træne med dem. Særligt for færdiguddannet personale i deres afdelinger.

Hvad kommer I så med når der trænes in-situ?

Jeanette Wassar Kirk: Det afhængiger af afdelingen. Når det er børneafdelingen, så kan vi etisk ikke arbejde med det vi kalder simulerede figuranter – altså levende mennesker. Her medbringer vi fantomer i børnestørrelse. Men vi har arbejdet en del med at flytte os fra de avancerede fantomer til at arbejde med levende figuranter. Vi har et korps ansat af studenter og brandfolk, som er uddannet til at kunne være agere alle mulige slags patienter - alt fra brækkede arme og ben til traumepatienter. Det har vi, fordi vores læringsmål ikke alene er færdigheder, men også handler om samarbejde og kommunikation. Her øger det værdien for dem, der træner, at der faktisk ligger en person, som er levende, som taler og holder deltagerne i hånden. Den samme autensitet, kan man ikke få med fantomet. Da vi ofte træner samarbejde og kommunikation og ikke bare ’færdigheder, så har vi valgt den model. Et andet eksempel er, at vi i efteråret var på infektionsmedicinsk afdeling og træne med personalet. De har slusestuer, som er helt særligt bygget op, og de skulle træne procedurer hvor de skulle kunne gå i isolation osv.. Denne typer træninger kan vi ikke lave i vores Skills Lab – så der medbragte vi teknologisk udstyr i form af computer med særligt installerede programmer, simulerede patienter og undervisere. Vores udstyr og data koblede vi til vores simulerede patient, og der var så en skærm, der er fuldstændig identisk med deres overvågningsskærm. Så når de foretog deres procedurer som normalt fx målte et blodtryk og kiggede op på skærmen, så stod vores skærm der, og så havde vi så en figurant siddende inde i hjørnet, der kørte data for dem afhængig af hvad de gjorde – vi har sådan et scenarie – og det fungerede.

Foto: Brug af fantom til at træne lægning af et kateter

Mødet mellem mennesker og materialitet

Ann Katrine Soffer ser i sit ph.d.-projekt ikke blot på de didaktiske aspekter men i høj grad på mødet mellem mennesker og materialitet.

Ann Katrine Soffer: Teknologier bliver både en stadig større del af både sygeplejestuderendes hverdag og generelt i arbejdslivshverdagen, hvor der er øget brug af teknologi hele tiden indenfor feltet. Det er derfor, at det er væsentligt at undersøge, hvad det har af både epistemologiske og etiske implikationer, når man forøger brugen af teknologi indenfor et professionelt felt. Materialitet og materielle værdier er ikke bare tilstedeværelser, men det gør noget ved de sociale relationer, som vi indgår i.

Som f.eks. hvad?

Ann Katrine Soffer: Den øgede brug af teknologi gør både noget ved sociale relationer og ved professioner. Der er meget forskning, som har peget på, at øget brug af teknologi, eksempelvis kan skabe en platform for øget prestige indenfor en profession. Jo mere teknologi man bruger indenfor et felt, jo mere prestige får man. Når man f.eks. indenfor simulationstræning går fra almindelige dukker, der ikke rigtig kan noget, til at have nogle meget højteknologiske dukker, der er tilkoblet computere, og som kan udtrykke blodtryk, puls, respiration, tale. Men samtidig er der masser af forskning, som peger på, at især indenfor sygepleje-feltet, sker der så en devaluering af de kerneydelser, som sygeplejeprofessionen traditionelt byder, som er omsorg, nærvær og pleje. Sådan nogle ting. Det er i det spændingsfelt, at nye sygeplejerskestuderende skal finde deres professionelle fodfæste. Vi kommer mere og mere teknologi ind, og de skal finde ud af, hvad er det man skal som sygeplejerske. Skal man yde kerneydelser, som er omsorg og pleje, eller skal man kunne tekniske færdigheder.

Ann Katrine Soffer peger samtidig på læringsmæssige paradokser ved den materielle simulering.

Ann Katrine Soffer: Jeg havde en rigtig interessant episode her for noget tid siden, hvor jeg i mit feltarbejde fulgte nogle sygeplejestuderende, der skulle lære at lægge kateter på et kvindeligt underliv. Man har de her interessante understel, hvor det er ’ikke-menneskelige’ underliv og ben, som ligger i sengen, mens en person så lægger sig op øverst i sengen, så den studerende der øver sin færdighed stadig har et rigtigt menneske at forholde sig til, mens man lægger det her kateter. En lægger kateteret og vi andre får lov at se på og så siger en af underviserne, ’at nu skal I jo bare vide, at sådan her er der jo ikke nogen kvinders underliv der i virkeligheden ser ud’ - altså sådan rent anatomisk. Det var et meget fint underliv, hvor der var tre huller sådan lige lodret ned og det var meget tydelig hvad de forskellige dele var. Underviseren fortsatte med at forklare: ’’Langt de fleste kvindelige underliv, de er sådan meget svære at finde rundt. Det skal I bare vide, at det kan være meget svært at finde ud af, hvor man skal lægge kateteret’. Og så tænkte jeg, ’nå hvad er det så vi lærer, hvis ikke vi lærer noget, der afspejler virkeligheden på den måde?’ Det er interessant det her med, at det er en krop, som vi alle godt kan se ikke afspejler virkeligheden, men at den alligevel er acceptabel som en repræsentation af virkeligheden.

Jeanette Wassar Kirk: Nu ved jeg ikke om du selv fik lov at lægge et kateter, men det er jo faktisk ikke helt nemt, og en af side af sagen er jo, at man kan læse en manual, men når de studerende så står med udstyret og skal benytte det i praksis, så er det at de siger ’godt at har haft det mellem hænderne. Altså så jeg ved om jeg skal holde oppefra eller nedefra’. Det er noget af det de evaluerer på, når man har de her færdighedstræningskurser

Ann Katrine Soffer: Det er hele det her materielle aspekt i bare at få lov til at røre ved et kateter, holde styr på det i sine hænder. Alene det er et rigtigt vigtigt læringsaspekt

Jeanette Wassar Kirk: Der er et væsentligt aspekt af kropslig læring, også selv om det er samarbejde og kommunikation, som er læringsmålene. F.eks. træner vi rigtig meget det her med at prøve at få øjenkontakt når man taler sammen, i de her meget kaotiske situationer. Når der ligger en og skriger og det bløder og benet er blevet røget af, så er det med at få øjenkontakt altså ikke det man først tænker på. Men når de kropsligt har stået og trænet, så siger de, ’det betød rigtig meget for mig, for jeg vidste hvad du ville og vi var enige om, hvad vi skulle’. Altså det her med at bruge de non-verbale signaler, øjenkontakt med lægen og øvrige sygeplejersker. Det er sådan nogle bitte små kropslige ting. Det at få lov til at stå med ting i hænderne og afprøve procedurerne. Når nu man står ude hos fru Hansen, så kan man kan ikke sige ’desværre jeg skal lige koncentrere mig om det her’, der er man også nødt til at tage sig af fru Hansen. Det er langt mere komplekst end ved et færdighedstræningskursus. Færdighedstræning, er noget af det, som uddannelsen havde en del af tidligere, så lavede man bekendtgørelsen om og fjernede stort set det element, og det har så været kritikken i de sidste par år, og nu er man så begyndt igen, at fokusere på færdighedsdelen - og det tror jeg er en gave for faget, altså for professionsdelen.

Uddannelses- og professionskulturer

Jeanette Wassar Kirk peger på, at erfaringerne fra Skills Labs afslører grundlæggende kulturforskelle mellem de forskellige professioner – læger og sygeplejersker osv. – ligesom der er forskel på hvordan sygeplejestuderende og færdiguddannede sygeplejersker på efteruddannelse reagerer i rummet.

Jeanette Wassar Kirk: Jo længere hen du kommer i uddannelsen og den dag du er færdiguddannet, jo mere er der også på spil. Forcen ved simulationsrummet er jo, at selv om de fejler, f.eks. slår patienten ihjel, så er det vores levende figuranter, så rejser de sig jo op og går, uanset hvad der er sket. Styrken er, at man kan fejle – og det er ok at fejle. Det allervigtigste er, at vi får snakket om det her, så man tager den læring med dig og bliver bevidst om, hvad det så er man næste gang skal gøre anderledes.

Ann Katrine Soffer: Men det gør også, at det ikke er patientens død, som er i fokus. Det er den studerende og hendes handlinger og det gør, at der er en anden selvrefleksion i det her rum, som er rigtig vigtig at få beskrevet. Det er en vigtig del af det man lærer der og som der ikke er fokus på i den almindelige undervisning.

Jeanette Wassar Kirk: For de fleste er den der selvrefleksion rigtig fornuftig, men 2-3 procent af dem vi har med som studerende, de kan ikke rumme det, særlig hvis de ikke har præsteret og performet udfra deres selvbillede fordi det er et anderledes rum og der er et anderledes fokus. Der er nogle, som bliver kede af det, men der er faktisk også nogen som ligesom projicerer det væk og siger, ’at det er konstruktionen og simulation er noget møg og det kan man ikke bruge til noget’. Der er det måske nemmere, at være på 2. modul, for der har de ikke nået at få så mange forventninger til sig selv og hinanden. Når de er på 11. og 12. modul så er de næsten færdige og har både forventninger til sig selv, men andre har også forventninger til dem.

Ann Katrine Soffer: Der tror jeg også afhænger af, hvilket rum vi er i. Der er meget på spil ude hos jer på Hvidovre i forhold til de medicinstuderende og de sygeplejestuderende – og hele den forventningsramme, de kommer ind i det med, hvorimod jeg i mine undersøgelser har mødt de sygeplejestuderende monoprofessionelt og kun i blandt ’sig selv’.

Jeanette Wassar Kirk: Det som det her rum kan give dem – særligt i de sidste moduler af deres uddannelse – det er også, hvad det er for en virkelighed, som de skal ud i. Det er det, som de sygeplejestuderende melder tilbage: ’Hvor er det fedt at få lov til at stå sammen med de her medicinstuderende og se, hvad det egentlig er de kan nu’ og ’Gud det er denne her virkelighed jeg står i om 6 måneder’. Sygeplejestuderende har kun en kursusdag indlagt i deres uddannelse, hvor de får lov til at møde medicinstuderende, selvom deres nærmeste samarbejdspartnere er læger bagefter. De sygeplejestuderende uddannes 3 ½ år og de træner stor set ikke med de medicinstuderende. Selv når de er ude i praktik, så skærmes de ofte fra andre studerende (måske arbejder de sammen med so-su elever). Og det er det, som det her rum kan for de studerende, tænker jeg også. For det første, så møder de dem, som stiller forventninger til dem. Det er lægen som siger ’gør det og det’, for oppe i praktikken, der er der jo ofte vejledere som spørger ’har du gjort det her før’ osv. Her er du i et blottet rum sammen med nogle medicinstuderende, og de aner heller ikke hvad sygeplejestuderende kan – ’kan du lægge sonder’ osv. Når de sygeplejestuderende er færdige, så møder de en læge, der forventer at de kan lægge sonder, det er ikke altid du kan forvente at han spørger om du kan. Der er ikke skabt samme kultur for at man spørger , som færdiguddannet.

Et af de centrale punkter er faktisk det, at i Skills Labs som læringsrum, der er det legitimt at spørge i en praksislignende situation?

Jeanette Wassar Kirk: Ja lige nøjagtigt og det er legalt. Man kan godt spørge her ’kan du det?’ Og deltagerne kan faktisk også få lov at sige, ’øh det kan jeg ikke’. Det er særligt for de lægestuderende. Selv om medicinstudiet virkelig har flyttet sig i de senere år, så oplever vi stadig en kultur om, at det også er en blottelse af dig, hvis du siger, ’det kan jeg faktisk ikke’. Den ligger altså indlejret. Der er tydelige forskelle på socialisering ved de to uddannelser - de medicinstuderende er vant til en helt anden ”selvledelse” og er måske også til tider en smule overset. Mange yngre læger oplever så snart de er færdige, at de har noget af et rakkerliv og det forventes i øvrigt bare, at de kan det hele og de må i øvrigt selv finde ud af det. Der er sygeplejestuderende på en helt andet måde passet på. For de medicinstuderende ser vi, at de er fuldstændig vilde med at være i simulatorrummet, for dem er det bare ’yes der er nogle, som kigger på mig, og jeg får vejledning, og jeg skal ikke bare gå rundt og selv opsøge det’. Og de har en anden tilgang til læring. Når de medicinstuderende fejler, så går de hjem og siger ’jeg skal også have læst på det her og jeg kan slet ikke det her’. Når flere af de sygeplejestuderende ikke performer, som de gerne vil, så er det de andre, der er noget galt med. Det er et fuldstændigt tydeligt mønster. Vi drøfter det meget med dem, vi kalder kliniske vejledere, for man ser først de her mønstre når man kan få lov til at sammenligne professioner.

Udbredelsen

Ikke desto mindre er det begrænset, hvor mange hospitaler, der benytter sig af Skills Labs og simulationstræning i det hele taget. På Herlev Hospital finder man Dansk Institut for Medicinsk Simulation (DIMS), der i mange år var det eneste sted, der lavede forskning omkring simulationstræning, for halvandet år siden fusionerede de med Center for Klinisk Undervisning (CEKU), der ligger på Københavns Universitet og altid har lavet forskning og træning alene for medicinstuderende. Hillerød Hospital oprettede for 3 år siden oprettede en simulatorenhed, der hedder SimNord. På Hvidovre Hospital findes enheden Learning Lab, på Hvidovre og så har Rigshospitalet en enhed, som alene har været til sygeplejestuderende. Derudover er der mindre enheder på Frederiksberg og Amager Hospital.

Det er også langt fra alle sygeplejeuddannelser, som tilbyder simulationstræning og Skills Labs til deres studerende. På professionshøjskolen Metropol, som er en af de institutioner der prioriterer det, er det fortsat på projektbasis, og det er de studerende, som selv melder sig til udover den almindelige undervisning. Ser man på bekendtgørelserne, hvor den seneste om sygeplejerskeuddannelsen kom i 2009, er det stadig kun ’anbefalelsesværdigt’ at de studerende træner i et Skills Lab. Den eneste bekendtgørelse, hvori simulationstræning er obligatorisk, er således de medicinstuderendes. På spørgsmålet om, hvorfor Skills Labs ikke er blevet en obligatorisk del af uddannelserne, peger både Ann Katrine Soffer og Jeanette Wassar Kirk på, at det både økonomisk og ressourcemæssigt er en dyr investering. En hel simulationsdag koster 40.000,- at holde i lønninger og remedier, der er 10 undervisere på sådan en dag og det er rigtig meget i et uddannelsesbudget. Hvidovre har valgt at prioritere det for studerende som et af de få steder i Danmark, men når uddannelsesbudgetterne er så stramme, så bliver det ofte for færdiguddannet personale og ikke for studerende.

Skills Labs hospitaler eller på uddannelsesinstitutioner?

Jeanette Wassar Kirk: Et af de spørgsmål som rejser sig, for den lille gruppe af de simulator-enheder, som ligger ud på hospitalerne og som arbejder med de studerende, det er, hvad det er for typer af træninger, der vil være mest hensigtsmæssigt, man laver hvor. Altså hvad bør læringsmæssigt fornuftigt ligge på en professionshøjskole, hvad bør man måske vælge at have på et hospital og hvad bør man måske virkelig satse på at lave på klinikken – og ’in-situ’ situationen.

Ann Katrine Soffer: Og det er meget vigtigt, også hvis vi begynder at tale økonomi, for lige nu, der laver man ikke en samlet uddannelsesstrategi for det her. I stedet gør alle mulige, alt muligt forskelligt, alle mulige forskellige steder og det har man gjort de sidste 10 år. Det betyder at vi har sygeplejerskeuddannelser rundt omkring i Danmark som arbejder med Skills Lab på meget forskellig vis, og nogen som slet ikke gør det på nuværende tidspunkt

Jeanette: Plus – og det grunden til at jeg nævner det – grunden til, at man igen valgte det hos os, det er fordi når vi arbejder sammen, laver træning for de studerende, så har vi jo ’klinikere med’. Dvs. jeg har den specialiserede overlæge med, som til daglig går derude. Når det er inde på uddannelsestederne, så er det ofte sygeplejelærere, hvoraf nogle af dem ikke har erfaring med den kliniske hverdag, så hvad er det, de kan give med? Nogle af de ting, som sagtens kan gives med, er træning af enkeltfærdigheder. Fordi her findes en retningslinje som kan følges. Der er ingen tvivl om, at hele området savner den her rigtige fornuftige drøftelse rent pædagogisk og læremæssigt om det nu er fornuftigt, at vi begynder at lave simulationer på professionshøjskolerne, hvor vi er rigtig langt fra klinikken eller om man bør vælge at fokusere enkelt færdigheder.

Ann Katrine Soffer: Koblingen mellem sygeplejeskolen og hospitalerne Kunne med fordel styrkes endnu mere i fremtiden. Og det tror jeg også vil kunne forbedre den brobygning mellem teori og praksis som Skills Labs også er en del af.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 25.08.2015