Du er her: Technucation TEKU-bog: Læringsaktiviteter Læringsaktivitet: Teknologiens veje

Læringsaktivitet: Teknologiens veje

Teknologiens veje

TEKU-model med fremhævning af Kompleksitet
TEKU-model

Læringsmål på baggrund af kapitel 4

  • Indsigt i de sociale og organisatoriske sammenhænge, der har betydning for professionernes teknologier.
  • Blik for at analysere, hvilke aktører og logikker, der har betydning for, at konkrete teknologier finder vej ind i professionernes arbejdsliv, og hvordan denne vej specifikt er med til at forme teknologierne gennem specifikke oversættelser.
  • Forståelse af, at teknologier ikke er neutrale, men kobles til forskellige logikker og interesser.

 

Guide til læringsaktivitet

Til højre herfor findes en printvenlig version af denne guide, samt en film, der illustrerer denne dimension af TEKU-modellen: Teknologiens veje ind på arbejdspladsen.

Mål

Målet med denne opgave er at blive bevidst om, at forskellige forhold har indflydelse på, hvilke teknologier, der indføres på en arbejdsplads.

Opgave

I skal sammen i gruppen udvikle et mindmap, der viser det netværk af aktører, der har betydning for, at en teknologi findes på en arbejdsplads.

Fremgangsmåde

Vælg en teknologi fra jeres professionsarbejde, som I vil placere i centrum af mindmappet.

Tegn herefter et mindmap over det netværk af aktører, som har været medvirkende til, at teknologien bruges på arbejdspladsen.
Brug jeres viden, de undersøgelser I kan foretage om denne teknologi, og inddrag gerne ressourcer fra nettet.

Vælg en, der tegner et mindmap.
Mens I tegner mindmappet over teknologiens veje, kan I bruge nedenstående spørgsmål som støtte.

Spørgsmål:

  • Hvilke humane og non-humane aktører har været medvirkende til, at teknologien er blevet indført på arbejdspladsen?
  • I kapitel 4 skriver vi om teknologi, økonomi, marked, politik samt fagforeningspolitiske forhold som aktører. Men det er kun eksempler, så tænk gerne selv videre i andre aktører: pårørende/forældre, etik, interesseorganisationer, kvalitet, fysiske forhold på arbejdspladsen...
  • Hvilken interesse har de enkelte aktører i teknologien?
  • Hvem eller hvad har udviklet teknologien?
  • Hvordan spiller økonomi en rolle i forhold til, at teknologien findes på arbejdspladsen?
  • Hvilke politiske forhold har betydning for, at teknologien er på arbejdspladsen?
  • Hvem bruger teknologien, og hvad bruges den til af de forskellige aktører?

Opgavens karakter

Hensigten med denne opgave er at skitsere et nuanceret baggrundsbillede, der giver indsigt i de mange faktorer, der har betydning for teknologiens komplekse vej ind på arbejdspladsen.
For at kunne give et nuanceret billede er det vigtigt, at I tænker bredt i forhold til aktører og inddrager anden viden end jeres egne professionsfaglige erfaringer.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 20.05.2015