Debatindlæg

Dette projekt er afsluttet, og hjemmesiden opdateres derfor ikke længere.

Kompetencer til fremtidens arbejdsmarked og medarbejderdreven innovation

  • Af Professor og projektleder Cathrine Hasse
    Kommentar til artiklen Uddannelser skaber ikke innovationskraft, Mandag Morgen, 05.03.2012.

Hvis de danske uddannelser skal udvikle kompetencerne til fremtidens arbejdsmarked, er det nødvendigt at vi bliver langt bedre til medarbejderdreven innovation. Det kræver en helt ny måde at tænke på for både medarbejdere og ledere. Væk med den forkætrede New Public Management model - og ind med en model, der skaber 'upstream learning'. Uddannelsesorganisationernes ledelser skal tage et opgør med en kontrolkultur, der i bedste fald skaber 'arbejd-efter-reglerne medarbejdere', der retter ind, selv når de præsenteres for uigennemtænkt skrivebordsarbejde, der skaber problemer i deres hverdag. Ledelser skal nytænke mulighederne for at få medarbejdernes gode ideer til at hindre ressourcespild og skabe nye former for uddannelser og andre tiltag sat i spil.  I 'Technucation-projektet' (www. technucation.dk/) har vi fået indblik i, hvad problemerne med manglende innovation i folkeskolen kan være. En måde at forstå problemet på, er at New Public Management har skabt en 'arbejdsbi' kultur i den offentlige sektor, hvor medarbejdere bliver passive modtagere af læring. Nye teknologier skaber behov for 'downstream learning', hvor medarbejdere skal sætte sig ind i nye arbejdsmetoder (bl.a. gennem anvendelse af interaktive tavler, iPads etc). Denne topstyring fører ikke altid til nytænkning og forbedring af kerneressourcen. Ikke fordi der er en modsætning mellem innovation og kernefaglighed, men fordi kravet om læring er ensidigt fokuseret på at medarbejderne skal lære og ikke hvad de skal lære fra sig... også opefter til ledelse og politikere. Teknologier giver mulighed for innovative og mere laboratoriebaserede undervisnings- og arbejdsformer, men der er et stort ressourcespild, fordi der ikke lyttes til medarbejderes konkrete erfaringer med et hverdagsliv med mange nye læringsudfordringer. Mange medarbejdere har gode ideer til både nytænkning og besparelser, der udspringer af, hvad de lærer i hverdagen. Men i dag udnyttes ideerne alt for sjældent af uddannelsesorganisationerne. Simpelthen fordi der mangler kanaler til 'upstream learning', hvor hele organisationen kan lære af medarbejdernes konkrete erfaringer i hverdagslivet. Problemet er således ikke, at der mangler idéer, men at der mangler muligheder for at omsætte medarbejderes innovative ideer til handling.