Du er her: Technucation Udgivelser og papers Teknologisk Instituts evalueringsrapport

Teknologisk Instituts evalueringsrapport

Ny læringsmodel giver teknologiforståelse blandt lærere og sygeplejersker

Forskningsprojektet Technucation har siden 2011 forsket i teknologiforståelse i professionsuddannelserne, og projektet har udviklet et nyt undervisningsredskab til lærer- og sygeplejestuderende: TEKU-modellen. Effekterne af at anvende TEKU-modellen i relation til teknologiforståelse er blevet afprøvet i et RCT-baseret forsøg af Teknologisk Institut. Forsøget viser markante effekter, som præsenteres i ny rapport.

”Uden en teknologiforståelse kan teknologi komme til at styre, hvad didaktik er, eller hvad din faglighed er. I projektet har vi afdækket, hvordan de professionsansatte – lærerne og sygeplejerskerne – i deres hverdag er fyldt med komplekse relationer til teknologi. Men de har ikke indtil nu fået redskaber til at håndtere denne kompleksitet på uddannelserne.” Det fortæller professor Cathrine Hasse omkring baggrunden for Technucation-projektets nye læringsredskab, der er blevet afprøvet blandt lærer- og sygeplejestuderende ved Metropol og UCC.

TEKU-modellen lægger bl.a. op til, at de professionsuddannede skal lære at forholde sig aktivt til, hvordan de anvender de konkrete teknologier i arbejdslivet.

”At have teknologiforståelse er, at du har et fundamentalt begreb om, hvordan du omgås materielle redskaber og teknologier – fra elektroniske dråbetællere til mobiltelefoner. En vigtig pointe er, at de aldrig bare er neutrale genstande. Mennesket forandrer sig kulturelt og socialt i mødet med teknologi. De professionelle skal have redskaber på uddannelsen til, at teknologi ikke bare er autonome redskaber. Teknologierne bliver bogstaveligt talt til noget andet, når de kommer ud og bliver brugt i praksis,”  siger Cathrine Hasse.

Resultaterne af forsøgene offentliggøres i Teknologisk Instituts evalueringsrapport ”Teknologiforståelse blandt lærer- og sygeplejestuderende - Opsamling af kvantitative resultater". Denne evalueringsrapport samt bilag findes til højre herfor i printvenligt format. 

Afprøvning af TEKU-modellen

Afprøvningen af TEKU-modellen er gennemført med en kontrol- og en interventionsgruppe på henholdsvis læreruddannelse (UCC) og sygeplejeuddannelsen (Metropol). I alt deltog der 415 studerende i afprøvningen af læringsredskabet. De studerende havde alle gennemført 2/3 af deres uddannelse og havde minimum været i én praktikperiode.

De studerende i interventionsgruppen havde haft mulighed for at tilegne sig viden om teknologiforståelse ved at læse kapitler i lærebogen: ”TEKU - teknologiforståelse i professionerne”, som er udviklet i projektet på baggrund af kvalitativ afdækning og interview med 150 undervisere og praktikere i feltet. De studerende i interventionsgruppen deltog derefter i et undervisningsforløb af 6 lektioners varighed.

Af særligt interessante resultater fra undersøgelsen kan bl.a. fremhæves:

  • Der er for de sygeplejestuderende en signifikant forskel i besvarelserne mellem interventions- og kontrolgruppe på 8 ud af 37 spørgsmål - heraf er 6 af de signifikante svar på kernespørgsmål.
  • Resultatet viser, at der er opnået en læringsmæssig effekt for de sygeplejestuderende ved at deltage i undervisningsforløb om teknologiforståelse.
  • Der er for de lærerstuderende en signifikant forskel i besvarelserne mellem interventions- og kontrolgruppe på 7 ud af 37 spørgsmål - heraf er 5 af de signifikante svar på kernespørgsmål. Resultatet viser, at der er opnået en læringsmæssig effekt for de lærerstuderende ved at deltage i undervisningsforløb om teknologiforståelse. 
  • Der er undersøgt for signifikante forskelle mellem mænd og kvinder. Der kan ikke ses nogen egentlige forskelle på korrekte besvarelser og mellem mænd og kvinder. Der er altså ingen forskel i teknologiforståelsen mellem de to køn.

Som nævnt tidligere findes evalueringsrapporten samt tilhørende bilag til download/print til højre herfor. Er du interesseret i at læse mere om Technucation-projektets resultater og effekt, kan du læse Bjarke Lindsø Andersens resultatanalyse her på siden

 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 29.06.2015