Du er her: Technucation X-changery Underprojekter

Underprojekter

I forbindelse med X-changery kører der to underprojekter på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.
Herunder finder I en kort præsentation af disse.

iPads påvirkning

I forbindelse med X-changery løber Louise Bøttcher og Anders Jensens underprojekt.

Dette projekt beskæftiger sig med, hvordan iPads som genstand og som brug påvirker undervisningen, lærernes måde at organisere deres undervisning på, og elevernes måde at deltage i undervisningen på.
Her er fokus på brugen af iPads til børn med særlige læringsbehov, og hvordan iPads kan indgå som et relevant didaktisk og pædagogisk redskab i grænsefladen mellem almen- og specialpædagogik.

Projektet søger at afprøve og udvikle begrebet om 'universel pædagogik' gennem brug af iPads til børn med særlige læringsbehov.
Udgangspunktet for at udvikle begrebet er et alment pædagogisk og didaktisk dilemma: vægtningen mellem det enkelte barns behov og gruppens behov.

Gennem videoobservationer følger de, såvel læreren som et par af eleverne, for at udforske problemstillingen.

Forsøg med traditionel undervisning, udeskole og iPad-undervisning

Theresa Schilhab kører ligeledes et underprojekt i forlængelse af X-changery.

Dette projekt interesserer sig for 'deep understanding' og undersøger, hvorvidt vi kan komme nærmere en forklaring af, hvordan det kropslige engagement og mere varieret brug af sanser giver sig udtryk i bedre erhvervelse af viden (forstået som ’deep understanding’)?

'Deep understanding' handler især om den enkeltes evne til at 'kontrollere' viden i form af 'access', 'integration', 'perspektivering og 'anvendelse'. I praksis kan man styrke 'deep understanding' ved at lade eleverne forholde sig til den nye viden, ved at afprøve den både begrebsligt, i samtaler og på skrift, og praktisk i det omfang, at den er handlingsrettet, og ved at perspektivere den i forhold til ny læring.

Ny teknologi i skolen, som f.eks. brug af tablets, bliver ofte set som et ligebyrdigt alternativ til f.eks. udeskole, bl.a. som følge af det perceptuelle aspekt og øget motivation på grund af egenkontrol.
Men iPadbrug udfordrer sanserne på en måde, der tilsyneladende gør iPad-kropslighed ret forskellig fra udeskoleoplevelser.

Derfor stiller dette projekt en række spørgsmål:

  • Hvad gør sanserne/embodiment for os, når vi lærer?
  • Er udeskole og tabletbrug sammenlignelige metoder for ’deep understanding’ f.eks. ud fra ’access’, ’integration’, ’perspektivering’ og ’anvendelse’?
  • Kan vi skelne mellem bedre og dårligere sanse-stimuleringer, når vi sammenligner traditionel undervisning, udeskole og brug af iPad?
  • Er udeskole og/eller iPad særligt egnet til bestemte fag?
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 15.06.2015