Sensitivitet

- Sensitivitet handler helt overordnet om at være ’fintunet’ i forhold til at kunne skelne og træffe lødige professionelle beslutninger. Begrebet omfatter herunder tre komponenter, siger Katia Dupret Søndergaard, og fortsætter:

Distributeret professionel sensitivitet – 3 komponenter

- Den første komponent omhandler kompleksitet og er evnen til at kunne arbejde i komplekse arbejdssituationer og prioritere handlinger. Det vil sige, at sensitivitet i forhold til teknologianvendelse handler om, at medarbejderen står i en situation, hvor der er teknologi til rådighed, men at der kan være mange ting på spil i situationen. Derfor er der forskellige måder at træffe beslutninger på, som nogen gange gør, at man anvender teknologien og andre gange, at man vælger ikke at gøre det. Det handler om evnen til at prioritere og skelne i komplekse situationer. Den anden komponent handler om det sanselige. Forstået som både det konkret sensoriske og følelsesmæssige oplevelser af hvad der sker i rummet. Altså eksempelvis at en sygeplejerske rør ved eller lugter til en patient eller at en lærer fornemmer, at klassen er ved at miste opmærksomheden, og hvad gør man så? Den tredje komponent er det relationsskabende. Når teknologi indgår i professionelle situationer, skabes de menneskelige relationer på nye måder. At have en forståelse for hvordan, handler denne komponent om professionel sensitivitet om. Og det som så også er vigtigt er, at det som handler om sensitivitet ikke nødvendigvis er placeret hos den professionelle.

Hvor er det så placeret henne?

- Det er det i det jeg, med inspiration fra STS-feltet (Science & Technology Studies), kalder en konfiguration. Teknologien og en sygeplejerske og en patient, eller en elev og en lærer, indgår i en relation, og det kan ændre sig, hvilken aktør, som bliver bærende for, hvad der sker i situationen. Men de kan ikke betragtes uafhængigt af hinanden. De sætter så at sige ting til rådighed for hinanden i situationen.

Den første komponent - Kompleksiteten

- Det handler om, at man har en evne til at prioritere handlinger professionelt. Umiddelbart kan man sige, at de fleste professionelle situationer i både lærer- og plejeprofessionen indeholder flere handlemuligheder. Der hvor man måske alligevel skal være særlig opmærksom på denne komponent, er der hvor teknologi ændrer på den kompleksitet, som de professionelle skal forholde sig til. Teknologi bliver brugt til at håndtere store mængder af viden, og til at standardisere bestemte professionelle beslutninger og handlinger, og det ændrer på hvilke opgaver de professionelle skal tage sig af.

- Vi ser eksempler på, hvordan teknologi, når den forstås, bliver et hjælpemiddel til at få bedre overblik. For eksempel kan et dokumenteringshåndteringssystem som Fronter i lærerprofessionen hjælpe med at organisere undervisningen på måder, som ville være langt mere besværlige og tidskrævende manuelt, f.eks. at niveauindele i tidsafgrænsede perioder, eller dele op efter køn. Et andet eksempel er der, hvor teknologien så at sige ’blackboxer’ den kompleksitet, der er (f.eks. grundlaget for værdierne, der kommer ud af et elektronisk blodtryksapparat), for herefter at gøre kompleksiteten usynlig for de professionelle. Når professionelle ikke længere selv skal tage stilling til den kompleksitet, kan de miste forståelsen og viden om hvorfor beslutninger træffes, som de gør. Sygeplejersker, som har været vant til at lytte på patienter og kan høre hjerteslag, synes at have en større forståelse for disse værdier, end nyuddannede sygeplejersker, som kun har lært at læse værdierne på blodtryksapparatet. Når teknologi således kommer ind i professionelle situationer, skal man være sensitiv overfor, hvordan kompleksitet ændres, og hvordan det som konsekvens ændrer ved de færdigheder og den forståelse, der kræves.

Anden komponent - Blik for det sanselige

- Hvis vi tager den anden komponent, at sensitivitet er en evne til at bruge sine sanser og fornemmelser, og at anvendelsen af teknologi ikke kun er kognitiv - eksempelvis at læse en manual og så implementere viden fra manualen, når man skal vurdere arbejdsmæssige situationer, så kan det f.eks. være lærerens fornemmelse af klasserummet. Hvordan er dynamikken her i relationen mellem lærer, elev og teknologi? Måske sker der noget, som gør at eleverne bliver ukoncentrerede, hvilket læreren bemærker og tænker: ’Hvad gør jeg nu? Nu fornemmer jeg, at jeg har mistet eleverne, og dem som sidder og er urolige er Bosse og Ulrik, men dem kan jeg så få op til den interaktive tavle og hjælpe mig med at få en ny øvelse i gang’. På den måde bliver lærerens fornemmelse i relation til teknologiens anvendelighed et middel til at genetablere ro og endda engagere børn, som måske ellers ville være marginaliserede.

- Men det sanselige er som sagt også det, som knytter sig til brugen af vores sanser – høre, lugte, mærke, se. For at tage udgangspunkt i sundhedssektoren, så er der nogle kliniske retningslinier, altså nogle standarder for, hvad man skal gøre i en given situation, og her skal man ofte bruge teknologi. Der har jeg et eksempel på, at der er en patient, som er rigtig svær at kommunikere med, og en af de teknologier man skal anvende for at vurdere et smerteniveau for at kunne ordinere morfin, er det der hedder en VAS-score. Sygeplejersken går så hen og spørger – lidt karikeret – ’på en skala fra et til ti, hvor ondt har du så?’ Hvis du har en patient, som du ikke kan kommunikere med, han kan måske være for forpint, så kan du ikke VAS-score. Sygeplejersken kan ikke bruge teknologien, hun har til rådighed, som hun skal, så i stedet må hun kigge på patienten. Bruger sine øjne, mærke om patienten er hævet, om der er blå læber, høre på åndedrættet. Altså hun anvender sine sanser til at vurdere dét, som teknologien ellers ville gøre, nemlig om patienten er forpint nok til at få morfin. Altså, den konfiguration med en ’ikke-kommunikativ patient, en teknologi der ikke er specielt egnet til sådanne patienter, og hende selv nødvendiggør, at hun bruger den del af hendes professionelle sensitivitet, der handler om at anvende sine sanser for at kunne behandle bedst muligt. Både i eksemplet med opmærksomheden i klasseværelset og med smerte-scoringen, er det andre ting end teknologien i sig selv, som får en betydning for om man kan undervise på en god måde eller om man kan yde den bedste behandling.

Tredje komponent - Det relationsskabende

Et eksempel på det i forhold til det med at skabe relationer fra mine feltstudier, er en sygeplejerske, der går ind med en PDA – en bærbar computer – og skal måle en stregkode på en ældre patient. Hun tager patientens hånd og så siger PDA’en ’bling-lyd’, hvorefter sygeplejersken siger, ’nu er du officielt medlem af bjørnebanden’. Og så griner de begge lidt af det og siger ’det her er også en mærkelig dims, men sådan er det jo nu engang, og nu er du så her og hvordan har du det fru Hansen?’. Det er et dagligdags eksempel, men pointen er, at teknologien bliver vigtig for, at der kan skabes empati og kontakt, eller en compliance som man ville kalde det indenfor sundhedssystemet, i den relation som hedder sygeplejerske, patient og teknologi. Teknologien muliggør, at der skabes humor omkring situationen, hvor man ellers ofte taler om, at teknologi er kold og hænder er varme. Altså det relationelle og det menneskelige, det er varmt og det er intimt og relationsskabende, men i det øjeblik der kommer teknologi ind i billedet, så er stereotypen ofte, at der skabes enorme afstande. Det her er så et eksempel på det modsatte. Det er nødvendigt at gøre op med den velkendte fortælling om, at teknologi er fremmedgørende, og at mennesker bliver upersonlige og fremmedgjorte det øjeblik at relationer formidles gennem teknologi, for det er en uproduktiv og i øvrigt ikke dækkende beskrivelse for, hvad der faktisk sker ude i virkeligheden, når der kommer teknologi ind i arbejdspraksisser. Teknologi er ikke pr. definition fremmedgørende, men teknologi indgår i konfigurationer, og dermed bliver sensitivitetsbegrebets komponent om det relationsskabende dækkende for, at man skal have blik for noget af det nære, der ændres.

Teknologiske og ikke-teknologiske kompetencer

En pointe i jeres forskning i Technucation-projektet er vel, at man ved indførelsen af ny teknologi i virkeligheden også skal træne de ikke-teknologiske kompetencer i omgang med teknologien. I understreger således, at teknologi-forståelse er andet og mere end at trykke på en knap?

- Samspillet er vigtigt, for det handler ikke kun om at professionelle skal lære ikke-teknologiske kompetencer, men det handler om at forstå betydningen af, hvornår teknologi eller andre komponenter i rummet har en væsentlig betydning for hvilke professionelle beslutninger, der kan eller skal træffes. Så det er også noget med at være opmærksom på, hvad teknologien ’gør’ i relation med de andre ting i rummet i en given situation. Ellers kan man stå i en situation, hvor indførelsen af ny teknologi kan være direkte kontraproduktivt for det mål, man i øvrigt vil opnå. Enten at den ikke kommer til at understøtte det, som den skal understøtte, eller at medarbejderne bliver fremmedgjort overfor den og derfor bliver truet på deres professions-selvforståelse eller at den tredje part i rummet – det være sig elever eller patienter – blokerer.

- Man kan godt fortsætte med at indføre mere teknologi i både skolen og sundhedssektoren, men hvis ikke vi samtidig udvikler en forståelse for det relationelle, evnen til overskue og prioritere handlinger og det sanselige i omgangen med teknologi i arbejdspraksisser, så kan det kan have store menneskelige og etiske konsekvenser til følge. Og hvis man skal tænke professionsfagligt, så kan lærere og sygeplejersker miste evnen til at vurdere komplekse situationer. Hvis man ikke medtænker sensitivitet i teknologibrug, så kan medarbejderen miste sine evner til at vurdere kompleksitet og sine evner til at anvende sine sanser, når hun står overfor konkrete situationer i hendes arbejdsliv. Det vil sige, at i det øjeblik de står med noget, som er udenfor standarden, så ved de måske ikke, hvad de skal gøre og kan måske ikke engang se, at noget er udenfor standarden, lyder det afsluttende fra Katia Dupret Søndergaard.